mandag den 9. december 2013

Julesmåkager à la Annø

Vi havde engang en aupair ved navn Anne. Og når "Anne" kommer ud af et fransktalende barns mund lyder det som Ann.
Så jeg prøvede derfor at få mit afkom til at forstå at man lige skulle have det sidste "e" med til det der "Ann".

Det endte så med at blive til et "Ø".

Og herefter hed hun aldrig andet end Annø. Hun hedder såmænd Annø den dag i dag.

Annø medbragte en dejlig opskrift på nogle kager vi lavede den jul hun var hos os, og faktisk hver eneste jul lige siden.

For os er det blevet til Annøs julekager - og I får opskriften her:


250 gr smør
250 gr sukker
1 æg
200 gr kokos
250 gr mel

Chokoladeknapper (sådan noget overtrækschokolade plejer jeg at bruge)

Smør og sukker røres blødt, 
ægget tilsættes og til sidst vendes kokos og mel i. 


Tril små kugler som trykkes flade med melet gaffel. Det med den melede gaffel er meget vigtigt - ellers klistrer kuglen fast til gaflen - og det er en anelse træls at slås med.

Kagerne bages ca. 15 min ved 175 grader. 

Lige så snart de kommer ud af ovnen trykkes en chokoladeknap ned i den varme småkage. 



Denne portion kan jeg få ca. 140 kager ud af!

Velbekomme!

søndag den 24. november 2013

Flapjacks - juleagtig müslibar uden müsli

Fiona fik sat sit præg på julen sidste år!

Derfor kommer her endnu en engelsk opskrift. På flapjacks, som i England er en slags müslibar (som overskriften antyder er den uden müsli men kun med havregryn)

De er farlige, for de smager helt afsindigt godt.
Jeg vil i øvrigt godt slå et slag for at der laves dobbelt portion med det samme, da flapjacks forsvinder som dug for solen!

Men altså:
400 gr smør
4 spsk lys sirup (helst den engelske "Golden Syrup")

Smeltes i en dyb pande ved lav varme. Tag panden af varmen og rør følgende i:

75 gr muscovadosukker eller brun farin
225 gr havregryn
evt. 75 valnødder
evt. reven skal fra 1 appelsin
1 knsp salt.

Bland godt. Hæld blandingen i en dyb smurt bradepande - mas det godt sammen - og bag det i ovnen ved 175 grader i 20-25 min eller til det begynder at boble i kanterne.

Lad det køle i formen så det bliver lidt fastere, og skær så firkanter ud. Når blandingen er stiv nok afkøles de på en bagerist!
Det kan godt tage et stykke tid før de bliver faste nok, der er meget smør som skal stivne!

Som et ekstra pift kan hjørnerne dyppes i smeltet chokolade!

Og i år vil jeg lave flere smagsvarianter. Man kan jo godt drysse noget krydderi i, hvis man vil have de smager af andet end appelsin. Eller tørrede tranebær. Eller revet frisk ingefær.
Kun fantasien sætter grænser.



søndag den 10. november 2013

Morfars Julelikør

Du kan lige nå at lave en lækker - og ultra nem - likør og så have den klar til jul!

Min mands Morfar lavede en fantastisk likør men opskriften har ikke været i brug siden han døde for 25 år siden.

Så da jeg faldt over Ellen der laver næsten samme likør, tænkte jeg at i år skulle den altså afprøves. Om ikke andet så for at glæde min søde mand med et lille blink til hans Morfar.

Man tager et meget stort patentglas eller marmeladeglas. Eller noget andet der kan lukkes tæt, og som har et tilstrækkeligt stort hul til at en appelsin kan komme i!

Du tager 2 appelsiner, vasker dem grundigt og stikker 40 huller i. Det er lige 10 stik med en god gaffel!
De to appelsiner lægges ned i glasset. Jeg gav dem lige et lille squeeze for at være sikker på at saften kunne komme ud. Men det kommer nok helt af sig selv.

Så tager du
40 hele kaffebønner
40 sukkerknalder
1 stang kanel
2 flækkede vanillestænger
og - i denne opskrift
4 stjerneanis - som ikke er med i morfars julelikør, han brugte derimod
40 hele nelliker, men det kan man jo prøve sig frem med.

Jeg er dog sikker på at det smager præcis lige så godt og julet!

Når alt dette har fået plads i glasset, overhældes det med 1 liter hvid alkohol uden for meget smag.
Det kan være Brøndum snaps, en neutral vodka eller anden neutral brændevin.



Så skal glasset lukkes og stå og trække i 40 dage minimum. Den skal helst stå mørkt, men behøver ikke stå koldt!

Det vil sige at laver du den i dag, har du julelikør til fredag d. 20 december!

Hvilket slet ikke er en dårlig ting - og jeg har tænkt mig at nyde et glas julelikør netop den dag jeg starter min velfortjente juleferie!

Rent bortset fra at når man laver en hel liter, så er der jo rigeligt til at putte på små flasker med en fin etikette på og bånd, som værtindegave i juletiden!


torsdag den 24. oktober 2013

Hallo - der er kun 2 måneder til juleaften.

Det er altså lige om lidt!

Og alt det hyggelige man kan planlægge.
Og gå og fnidre med.


Som disse sjove julekort for eksempel.

mandag den 21. oktober 2013

Papir og bånd og stjerner på!

Der er naturligvis flere muligheder når man snakker indpakning.

Enten kan man vælge at få samtlige gaver pakket ind i butikken hvor gaven bliver købt, hvilket er mest praktisk hvis man køber sine gaver i god tid inden december hvor alle andre køber ind. Ellers ender man med at stå i kø i mange og lange timer, mens man venter på alle de andre der heller ikke fik overstået gaveindkøb inden december, i stedet for at sidde på en café og drikke varm kakao.

Ulempen ved denne løsning er at man straks kan se hvor gaven kommer fra.

Man kan også vælge at pakke ind selv.

Det kan jeg bedst selv lide.


Jeg vælger en slags papir pr. person, fordi vi er så mange og dermed er der også en del gaver under træet. Og fordi gavemærker falder af.
Så er det lidt rart at at vide hvilket papir der er til hvem.

Men man kunne også vælge at pakke alle gaverne ind i brunt indpakningspapir og så pynte pakken alt efter smag og behag.

Hvorom alting er, så køber jeg det gavepapir jeg får brug for i den kommende uge.
Gavepapir og bånd.
Og tape.
Rigeligt med tape.

Så storker man ikke rundt lillejuleaften og leder desperat efter indpakningsmuligheder. Et år endte jeg med at bruge en skønsom blanding af dameblade - vi holder ikke avis - og sølvpapir. Bevares, det var da anderledes, og havde sikkert også vakt lykke i netop et dameblad, men jeg ville nu hellere have haft gavepapir.

Det har jeg så haft siden!



tirsdag den 15. oktober 2013

Hvem skal have julekort i år?

Noget af det første jeg tager frem - efter julebogen - er min æske med sidste års julekort.

Jeg har, som jeg vist har sagt før, meget svært ved at smide alle mine fine julekort ud lige efter jeg har fået dem.
I stedet pakker jeg dem ned i en fin lille æske sammen med min julekortssnor, og lægger det hele øverst i en af de sidste julekasser, så den er nem at komme til året efter.


I efterårsferien, eller lige efter - deromkring i hvert fald - så finder jeg æsken og tager alle kortene frem, læser dem lige igen, nyder billeder af lækre unger og ser hvem de er fra, og de som har sendt mig julekort, får også julekort af mig og kommer dermed på listen.

Der kan naturligvis være undtagelser, og man kan glemme at sende kort et enkelt år, men som udgangspunkt gider jeg ikke at skrive til dem der ikke gider skrive til mig.

Når min julekortsliste så er lavet, kan jeg med sindsro smide sidste års kort ud, for jeg ved at lige om lidt kommer der en masse nye fine kort.
Og man kan jo ikke blive ved at gemme i al evighed.
Jeg tror slet ikke det er sundt at blive hængende i forsvundne tider alt for længe.


mandag den 14. oktober 2013

Snart klar til nedtælling!

Nej det er ikke jul endnu, og jeg har ikke tænkt mig at pynte op.
Ej heller vil jeg igang med julemusikken.
I hvert fald ikke officielt.

Men i anledning af at mine børn har efterårsferie, har jeg taget min julebog frem!

Og har printet nye sider til den.
Så jeg kan starte min planlægning lige om lidt og håbe at i år, så glemmer jeg ikke noget.

...

Jeg er smugstartet lidt faktisk.

...

Jeg er ved at samle sammen til at lave julekort.
Og jeg fik prøvet en ide som jeg har set i en bog Sif har lavet.


Men jeg tror at det skal være hjemmebagt brød. Så skiverne kan blive lidt tykkere, for ægget var lige ved at flyde ovenud.

Det eneste du skal bruge er en udstiksform. Og noget creme mod brandvabler..
Så går resten af sig selv!


tirsdag den 24. september 2013

Nu varer det ikke så længe som det har varet!

Fordi der er kun tre måneder til juleaften.
...
Det virker som meget lang tid, men tænk lige efter. I december ER det teknisk set allerede jul. Det er i hvert fald advent.
Så er der november, hvor man gør klar.
Og i Oktober planlægger man.
Okay - nogen gør.
Og i september glæder man sig til at man kan begynde planlægningen.

SE SELV:


Selv "Julen" er udkommet!

En anelse tidligt, men jeg måtte jo have det! Kunne slet ikke lade være.
Jeg har faktisk alle "Julen" blade siden 1996. Bare fordi!

...

Rent bortset fra at det er vildt praktisk at starte på kalendergaver allerede nu!

Så jeg har allerede tænkt på hvem der skal beæres med en pakkekalender i år, og hvad mine børn skal have i adventsgave. Har vist også allerede købt et par stykker.

Og hvis du vil benytte chancen til at lave din julebog i år, så kan du allerede nu starte, så den er klar til det går løs med gaver, småkagebagning og klippe-klistre-stress!